Laugets historie

Odense kongelig privilegerede borgerlige Skyttelaug er oprettet i 1704, men allerede før den tid har byens borgere været fælles om festskydninger i området vest for den gamle bykerne.

Helt tilbage i 1632 foreslog rådmand og senere borgmester Hans Nielsen Chulenbrun, at der skulle opstilles en papegøjestang til brug ved fugleskydning uden for Vesterport, og magistraten besluttede kulant, at byens kasse skulle betale udgiften.

I de følgende år var der fra tid til anden skydninger på stedet, men omkring 1650 synes fugleskydningen stoppet, og først da 26 næringsdrivende den 4. august 1703 indsendte et andragende til kong Frederik IV om tilladelse til at oprette et skyttelaug i byen, kom der skred i sagen. Det var kun godt 40 år siden, at den svenske hær havde besat og plyndret på Fyn, og stiftamtmand Schult anbefalede andragendet med den bemærkning, at det kunne være helt gavnligt at have et borgerskab, som var øvet i skydning.

Et halvt års tid senere - 26. februar 1704 - imødekom Frederik IV ansøgningen, og Odense kongelig privilegerede borgerlige Skyttelaug kan således føre sin historie 300 år tilbage. Det er dermed en af byens ældste, endnu eksisterende sammenslutninger. Laugets protokoller findes ubrudt tilbage til grundlæggelsen, og heri findes bl.a. laugets "artikler", der på en meget grundig måde gør rede for, hvem der må deltage i skydningen, hvilke forsigtighedsregler der skal iagttages og meget, meget mere. Det bestemmes således, at "alle ærlige personer" uanset erhverv kan optages i lauget, forudsat at de bor i Odense, ligesom man straks fra begyndelsen i grove træk havde fået den "overbygning", som kendes i dag: I toppen af kransekagen en direktør - som nu kaldes Præses - og fire dommere - nu de to ældste og de to yngste oldermænd. Desuden fastsatte man, at der ved skiven skulle stå to markører, der med tiden først og fremmest er blevet til værter i Grotten. Før skydningen gik i gang, og mens den stod på, måtte der ifølge bestemmelserne "ikke tilstedes nogen drik uden aleneste til nødtørft", og af hensyn til krudtet var der også forbud mod tobaksrygning.

Laugsartiklerne forudsatte, at der skulle skydes hvert år anden tirsdag efter pinse, men i de første årtier kom man ofte længere hen på sommeren, før skydningen fandt sted. I mange år var der skydning hvert år, men senere betød bl.a. økonomiske problemer for lauget, at der blev længere mellem laugsfesterne.

I 1900-tallet har der været følgende laugsfester: 1901, 1904 (200 års jubilæum med deltagelse af prins Christian, den senere kong Christian X), 1906, 1909, 1913 og derefter på grund af verdenskrigen først igen i 1919, 1921, 1924, 1926, 1929 (225 års jubilæum med deltagelse af kong Christian X), 1933, 1935, 1939, på grund af 2. verdenskrig så først igen i 1947, 1950, 1952, 1954 (250 års jubilæum med besøg af kong Frederik IX), 1957, 1960, 1963, 1966, 1969, 1972, 1976, 1979 (275 års jubilæum med besøg af prins Henrik), 1983, 1986, 1988 (Odenses 1000 års jubilæum), 1991, 1994 og 1997. De seneste laugsfester har været afholdt den 20. juni 2000 og den 8. juni 2004 (300 års jubilæum).

Fra 1721 og næsten 200 år frem ejede lauget et stykke jord sydøst for byen, 13 agre, der oprindelig var en gave fra Frederik IV med henblik på at styrke laugets økonomi og muliggøre anskaffelsen af gevinster. Området var i mange år forpagtet ud, så forpagtningsafgiften var laugets vigtigste indtægtskilde, men da byen i 1919 var ved at brede sig ud i området, besluttede Odense Byråd at købe området af skyttelauget og udlægge det til kolonihaver. Købesummen var i mange år et velkomment tilskud til laugets økonomi.

Området har siden dannet rammen om Haveforeningen Skytteløkken på Kragsbjergvej, men båndene til skyttelaugets gamle jord er ikke skåret over, for i salgsbetingelserne var det fastslået, at lauget skulle have stillet en mindre plads til rådighed og have ret til at samles på stedet hver Kristi Himmelfartsdag. Derfor er det også her, at 1. ældste oldermand hvert år giver meddelelse om, hvorvidt der i år skal afholdes skyttelaugsfest.




Mange traditioner er vokset frem i lauget gennem årene. Alt er naturligvis ikke opfundet på én gang - og mange traditioner er også gået i glemmebogen undervejs. Festen varede i mange år i to dage, ja i en periode var der ligefrem fest i tre dage i træk, den sidste dag vistnok mest for husfredens skyld, for da var der bal med damer. Ellers har kvinder ikke haft adgang til lauget - med undtagelse af en enkelt, nemlig grevinde Danner, der i 1862 ledsagede sin mand, kong Frederik VII til skyttelaug og i øvrigt var vidne til, at kongen også blev skyttekonge og løb af med hovedgevinsten.

Man kan læse mere om laugets historie i den store jubilæumsbog med titlen "Stadens stolte sønner - Odense kongelig privilegerede borgerlige Skyttelaug gennem 300 år", som udkom i forbindelse med 300 års jubilæet. Der findes også ældre jubilæumsskrifter af forskellig størrelse fra 1904, 1947 og 1979.

Ved laugets 200 års jubilæum formulerede en af forfatterne til jubilæumsskriftet følgende vise ord: "Nu da skyttelauget er blevet 200 år gammelt, har det udviklet sig til at være en institution med et meget omstændeligt ceremoniel, med regel og rettesnor for hvert enkelt skridt, ja endog med bestemmelser for, hvad der skal drikkes, og hvad der skal spises. Men alle disse sædvaner er naturligvis ikke lige gamle, de er vokset frem efterhånden, og reglerne er fra meget forskellig tid; men laugets ærefrygtindgydende alder kaster et ærværdighedens skær over alt, hvad der hører det til, og beskytter det mod alle lyster til forandring. Det ville blive taget en oldermand meget ilde op, om han ikke var nøje inde i ceremoniellet; det er derfor godt, at de har nogle år at blive oplært i".

De ord har endnu gyldighed, og i vor tid er oplæringsperioden for oldermændene typisk ni år, før de som ældste oldermænd står med det endelige ansvar for en laugsfest. Først fungerer man typisk som markør i en treårig periode, derefter tre år som yngste oldermand, før man afslutter karrieren i det stående oldermandsskab med tre år som ældste. Den sidste periode kulminerer med skyttelaugsfesten, før man i henhold til traditionen afleverer de grønne sløjfer ved den såkaldte sløjfebytning og tager plads blandt de ærværdige afgåede oldermænd.