Skyttelaugsfest 1994
På Flakhaven står mere end 450 skyttebrødre på rad med deres paraplyer, kigger op mod himlen og skutter sig mod regnen. Laugets nye kommandør, major Johannes Lollesgaard, herser med det sammenrend af skyttebrødre, som regnen har plasket til. "Få så de paraplyer væk fra ansigtet, så jeg kan se jer", tordner han. "Når den slags skete i den franske hær, tog man en tre-fire stykker ud og skød dem", her nøjes vi med armbøjninger.
I Rådhusets forhal trådte æreskortegen an under kommando af institutionschef Poul Bossow, sekunderet af vicestadsdirektør Otto Jespersen. I kortegen sås foruden Præses, borgmester Anker Boye, der deltog for første gang, stiftamtmand Chr. Hyltoft, garnisonskommandant oberst N.F. Jöhncke, oberst Leif Sandahl, politimester Lars Rand Jensen og dekan Jens Oddershede.
Som veteraner deltog grosserer Volmer Rask Nielsen og arkitekt Aksel Henriksen. Laugets nye fane blev anført af frøhandler Mogens Brock og båret af Carl Mouritz Møller.
Med Musikkorps Fyn og Præses i spidsen marcherede skyttebrødrene gennem den morgenvåde by, hvor majvinden så småt blæste regnen bort. Efter at have nedlagt den traditionelle buket af 25 røde og 25 hvide nelliker ved Frihedsmonumentet i Ansgar Anlæg fortsattes til skydepladsen, hvor markørerne direktør Kay Stokholm Jensen og direktør Poul William Falck ombyttede kjolesættet med hvide kitler og gik til deres hverv i Grotten.
Skydebanen genlød af musik fra de to trompetere, fordi mange skød plet og stik. Kaj Nøttrup skød sig til konge, mens afgået oldermand Arne Førgaard blev kronprins og P.F.E. Dirckinck-Holmfeld blev prins.
Fra skydevolden kunne kommandøren kl. 17.00 proklamere de to nye markører: 1. markør direktør Palle Skov Jensen og 2. markør direktør Frank Uhrenholt. Grotten lukkes, og de 450 skyttebrødre marcherede arm i arm tilbage til Rådhuset.
Spisningen i Rådhushallen begyndte kl. 19.30. Menuen, der siden 1704 har bestået af røget, kogt kold skinke og stuvede ærter samt svinekam, var i år ændret til røget landskinke med slikasparges, stuvede ærter samt oksesteg med grønsagsratatouille, nye kartofler og sauce Robert.
Efter middagen samledes man i festsalen, hvor Odense Banden underholdt, og oldermandsskabet serverede øl ad libitum, afsluttende med sandwichboller og guldøl. Det blev sent, før skydeskiven kunne sættes til auktion, og man kunne følge de to ældste oldermænd hjem ovenpå en vellykket dag.
Oldermandsskabet 1994
ældste: direktør Steen Haustrup
ældste: direktør P.H. Pedersen
yngste: direktør Jørn Madsen
yngste: arkitekt Jess Heilbo
markør: direktør Kay Stokholm Jensen
markør: direktør Poul William Falck
Præses: borgmester Anker Boye
Skyttekonge: Kaj Nøttrup
Kronprins: Arne Førgaard
Prins: P.F.E. Dirckinck-Holmfeld
Laugsvært: Per Meyn
Laugsskriver: Mogens B. Marcussen
Laugstjener: Jørgen Thomsen
Laugsdigter: Viggo Byrum