Skyttelaugsfest 1997

Som traditionen byder, var dagen ung, da 1. og 2. ældste oldermand fra Rådhusets talerstol kunne byde velkommen til skyttelaugsfest i laugets 293. år. I forbindelse med morgenkaffen blev laugsskriver Mogens Marcussen kaldt op på tribunen for – ved sit 10. og sidste skyttelaug som tilforordnet – at blive hyldet for 30 års indsats. Kort før kl. 8 blev laugets fane ført ud på Flakhaven af den nye fanejunker, Harald Jørgensen. Fanen blev, ligesom ved forrige laug, båret af Carl Mouritz Møller.

Præcis kl. 17 præsenterede de to ældste deres "sønner" på skydevolden: 1. "usselig", direktør Karsten Bill Rasmussen, og 2. "usselig", entreprenør Bent Müller. Med de 12 smededrenge i spidsen marcherede skyttebrødrene arm i arm til Rådhuset til dagens højdepunkt: middagen med de grønærter, brødrene havde sunget om hele dagen. Middagen var – i modsætning til sidste laug – atter skinke med stuvede ærter, gammeldags svinekam med sprød svær og frugttærte med friske frugter. Den nye laugsvært, direktør Jack Nielsen fra Hotel H.C. Andersen, klarede ærterne med bravour. Opmuntrende var det også, at en ny generation har taget traditionerne til sig – 121 nye rekrutter er tydeligt bevis.

Efter at kommandøren, major Johannes Lollesgaard, havde motiveret et leve for dronning Margrethe, marcherede man med Musikkorps Fyn gennem Vestergade og Søndergade til Ansgar Anlæg. Her blev de 488 skyttebrødre budt velkommen i Grotten af de to markører, Palle Skov Jensen og Frank Uhrenholt. Præses (borgmester Anker Boye), der traditionen tro skyder for dronningen, var tæt på et stik, mens stiftamtmand Christian Hyltoft og oberst Jørgen Jelstrup, der skød for henholdsvis prins Henrik og kronprins Frederik, ikke ramte helt så præcist.

Frokosten blev som sædvanlig indtaget i den festligt pyntede gymnastiksal på kasernen, hvor stemningen hurtigt steg. Skydningen fortsatte fra ca. kl. 13 under stor tilslutning og trods lidt bygeregn. En af Musikkorps Fyns sidste opgaver i Odense var at spille på plænen foran skydebanen, hvor tidligere turistchef Jørn Erik Schreiner traditionen tro dirigerede korpset en kort stund.

Stemningen i Rådhushallen var fantastisk, og skyttebrødrene svingede i takt til John Olsens femmandsorkester, som ledsagede laugsdigter Viggo Byrums sange. Kort før middagen sluttede, blev tre skyttebrødre hyldet: Søren Kjærgaard, afgået oldermand Jacob Høffner og laugsskriver Viggo Byrum – alle fejrede 50-året for deres første skyttelaug.

Som altid samledes man efter middagen i festsalen, hvor Odense Banden underholdt, indtil auktionen over skydeskiven fandt sted. Den blev tilslået de to "usselige" for 9.000 kr. Det blev sent, før man kunne følge de to ældste oldermænd hjem ovenpå en vellykket og hård dag. Nu må skyttebrødrene komme til hægterne igen efter et formidabelt skyttelaug.

Oldermandsskabet 1997

  1. ældste: direktør Jørn Madsen

  2. ældste: arkitekt Jess Heilbo

  3. yngste: direktør Kay Stokholm Jensen

  4. yngste: direktør Poul William Falck

  5. markør: direktør Palle Skov Jensen

  6. markør: direktør Frank Uhrenholt

Præsidium og titler

Præses: borgmester Anker Boye
Skyttekonge: Steen Jensen
Kronprins: Finn Høffner
Prins: Jesper Hauschildt

Laugsvært: Jack Nielsen
Laugsskriver: Mogens B. Marcussen
Laugstjener: Jørgen Thomsen
Laugsdigter: Viggo Byrum